Det er vores natur at tænke eksistentielt!

Det er vores natur at tænke eksistentielt

Kan tilværelsens religiøse dimension have relevans for et videnskabeligt uddannet og sekulært opdraget menneske som Svend Brinkmann? Det har han brugt det seneste år på at undersøge.

Professor i psykologi Svend Brinkmann er forsker. Hans verdensbillede er videnskabeligt, og hviler på moderne fysik, evolutionsteori, psykologi, og hvad vi ellers mener at vide om universets, livets og menneskets indretning.

Alligevel har han brugt det seneste år på med egne ord: ”at finde ud af, om tilværelsens religiøse dimension kan have relevans for et videnskabeligt uddannet og sekulært opdraget menneske som mig.” Og det er der flere grunde til.

– Den helt personlige grund er, at jeg har interesseret mig for tro og religion, siden jeg var lille. Jeg er ikke vokset op i en familie, hvor vi talte om Gud og gik i kirke, så jeg skulle selv finde ud af, om Gud eksisterer eller ej.

Og jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte, at hvis der er en Gud, så ændrer det jo alt, så jeg kunne ikke forstå, hvorfor det ikke var det vigtigste for alle at finde ud af. Så der er en barnlig undren, som jeg aldrig har glemt, men ignoreret i mange år, fortæller Svend Brinkmann.

Samtidig er han ofte blevet beskyldt for at glemme Gud, når han har skrevet bøger om mening og det eksistentielle.- Det har aldrig været meningen, men det er en manglende brik i mit puslespil, og nu prøver jeg at lægge den brik.

Eller i hvert fald nærme mig den, siger han.Og så er der en tredje grund, for Svend Brinkmann oplever en ekstrem polarisering imellem troende og ateister både i Danmark og måske især på verdensplan.

– Det er en skyttegravskrig, og så er vi mange, der står i midten. Kan vi bevare et sekulært verdenssyn uden at smide al tro ud, så tror jeg, det vil være bedst, siger han.

Forklaring og afklaring
I dag er mange tilbøjelige til at se tro og videnskab som modsætninger, og troende videnskabsmænd skal ofte forsvare, hvordan de kan kombinere naturlove og Big Bang med deres tro.

Men sådan har det ikke altid været. Historisk set har kirken betalt for forskning, videnskabsmænd hyldet Gud med deres arbejde og videnskabelige ekspeditioner er taget ud for at undersøge plante- og dyreliv med det primære formål at gøre os klogere på de hellige skrifter.

– Vores verdensopfattelse har været igennem en idehistorisk udvikling. De gamle grækere havde en verdensopfattelse, hvor alt passer ind i et system – også Gud. Det begynder at forandre sig med renæssancen, hvor man begynder at se verden som mekanisk, og folk som sociologen Max Weber taler om, at verden blev affortryllet.

Der er ikke en mening med den længere, og dermed kommer Gud også uden for verden. Videnskab bliver renset for alt religiøst og metafysisk, selv om den enkelte videnskabsmand – både dengang og nu – godt kan være religiøs.

Det bliver en personlig afklaring, og ikke længere noget man automatisk får med, når man interesserer sig for verden, og vi får den skelnen mellem forklaring og afklaring, vi har i dag, forklarer Svend Brinkmann, og uddyber:- Videnskaben spørger til, hvordan verden fungerer, og hvordan mennesket er udviklet.

Religionen spørger, hvorfor verden er indrettet, som den er, og hvad meningen er med vores eksistens. Videnskaben søger en forklaring, mens religionen søger en afklaring.

Og det er netop udgangspunktet for bogen – at tro og videnskab ikke konkurrerer om at vide mest om det samme. De beskæftiger sig med forskellige slags spørgsmål, og begge dele fungerer kun, hvis de holder sig på hver deres område.

 

enghøj

Videnskab om tro
Men kan man så overhovedet undersøge tros relevans videnskabeligt?- Ja, det mener jeg, hvis vi ser videnskab som systematisk produktion af ny viden. For det er muligt at skabe viden om menneskets forhold til verden og eksistentielle spørgsmål.

Det er en dimension, vi alle har i vores liv, uanset om vi tror på vorherre eller ej. Så det, som psykologen William James kalder menneskets totale forhold til livet, og hvordan vi forholder os til verden, det har jeg ikke et bedre ord for end religion.

Og vi bør studere religiøs erfaring og taget det alvorligt som emne. Ikke bare som noget, der handler om hjerneprocesser eller evnen til at overleve, men også som eksistentielle processer, mener Svend Brinkmann.

Tro og videnskab har fælles træk
Året har budt på flere opdagelser, men en af dem er, at tro og videnskab har mere tilfælles, end man måske umiddelbart lige tænker.- Jeg ønsker ikke at gøre tro til videnskab – eller omvendt. Hvis religion er videnskab, så får man fundamentalister, som f.eks. ikke vil anerkende evolutionslæren, og det er langt fra mit udgangspunkt. Jeg har fuld tiltro til de gældende videnskabelige teorier. Men jeg må alligevel konstatere, at der er et stort overlap af interesse mellem tro og videnskab, siger Svend Brinkmann.

Et eksempel er når forsker og leder af Hayden-planetariet i New York, Neil deGrasse Tyson, i sin bog ” Astrofysik for travle mennesker” beskriver, hvordan alt rum, stof og energi i begyndelsen var samlet i et volumen mindre end en billionte- del af det punktum, der slutter sætningen her.

– Så sidder man der og kigger på punktummet og prøver at forestille sig det. Man kan jo godt forstå sætningen, men her stopper vores forståelse så også. Det er givetvis den bedste beskrivelse af Big Bang, men den når grænsen af vores forståelse.

Og så kommer en følelse som ærefrygt. Det handler om universets storhed og vores egen lidenhed. Sådanne beskrivelser fylder os med taknemmelighed, ydmyghed, glæde og en følelse af at være en del af verden og forpligtet på at føre verden videre bedst muligt, siger Svend Brinkmann, og fortsætter:- Og det er det samme, mange religioner gerne vil give os.

Det er her, vi ser et overlap. Så selv om tro og videnskab i dag er adskilt, så kan de næsten ikke lade være at krydse ved de helt store spørgsmål.

Et andet område, hvor tro og videnskab har noget tilfælles, er i forhold til tvivl, der både er et af videnskabsmandens vigtigste redskaber, og hænger sammen med tro.- Det overraskede mig, da jeg fik tænkt det igennem, for jeg kendte jo godt udtryk som tvivlens nådegave, men før tænkte jeg lidt, at det var floskler.

Men modsætningen til tro er jo ikke tvivl. Det er derimod fortvivlelse, siger han.

Dystopisk verden uden tro
Selv om Svend Brinkmanns udgangspunkt er et naturvidenskabeligt verdensbillede, mener han, der ville mangle noget, hvis vi kun havde videnskaben.

– Selv os, der er sekulære, har implicit en form for tro i vores relation til verden. Det kan så få alle mulige udtryk, men jeg tror ikke, man kan undvære den del at tilværelsen, siger han, og nævner eksempler som hvordan vi respekterer og behandler vores døde, og oplevelsen af pludselig at stå et sted eller i en situation, hvor man føler, at der er noget i verden, der er større end én selv.-

Man kan kalde det mange ting, men stort set alle kulturer har begreber for det og ritualer. Det er nødvendigt for at leve, siger han, og trækker på litteraturen for at forestille sig en verden baseret alene på videnskab.

– Jeg kommer til at tænke på en dystopi som ”Brave new world”. Det er et portræt af en kultur, hvor man eliminerer alt, der er helligt og sårbart til fordel for et videnskabeligt styret liv for at minimere lidelse. Det betyder f.eks. også, at man ikke må elske hinanden, for så sørger man, når én dør. Så det eliminerer man.

Det er en verden, der repræsenterer et mareridt. Er verden uden tro. En verden uden ånd, siger han.Igennem ”Mit år med Gud” løber da også en følelse af, at der ville mangle noget i livet, hvis vi kun havde et videnskabeligt blik på verden.

Som i passagen: ”Vi lever ikke kun for videnskabelige sandheder, der kan bevises, uanset hvor vigtige disse kan være, men for kærlighed, forpligtelse og relationer – endda på tværs af den grænse, der er givet ved døden – og hvis begrebet tro overhovedet skal have mening i vores liv, mener jeg, at det er passende at bruge her.”

Tankefuldhed er unyttigt – og en juvel i vores kulturVed bogens afslutning er Svend Brinkmann ikke i tvivl om, at der er brug for, at vi nysgerrigt spørger til andet og mere end det, der kan besvares gennem videnskabelige forklaringer:”

Det optimerer næppe ens cv, at man har brugt tid på at tænke over tilværelsens ultimative anliggender, men jeg vil ikke desto mindre mene, at det er såre menneskeligt at gøre det.

Faktisk er det i mine øjne decideret anbefalelsesværdigt, uanset om man når til mine konklusioner eller nogle helt andre. ”Vi glemmer det ofte, og koncentrerer os i stedet om noget nyttigt. Eller får stjålet vores opmærksomhed af skærme eller andet.- Men vores evne til at tænke eksistentielt og ikke bare løse problemer er vigtig for os. Det er udfoldelsen af den menneskelige natur.

Glæden ved at overveje: Er der en Gud, og hvad betyder det for, hvordan jeg skal leve mit liv, siger Svend Brinkmann, og fortsætter:- Det kan ikke komme på mit cv, og giver mig ikke mere i løn.

Med dronningens ord fra en tidligere nytårstale, så er det unyttigt. Men tankefuldhed er en form for juvel i vores kultur.

Eksistentiel åbenhed og nysgerrighed er vigtigt
Men hvad er han så nået frem til efter et år med Gud. Kan tilværelsens religiøse dimension have relevans for et videnskabeligt uddannet og sekulært opdraget menneske som ham selv?

– Min konklusion er bekræftende. Verden er ikke bare er en tom kasse med objekter, der bevæger sig grund pga. naturkræfter. Hvis det er det eneste, der er, så er verden ikke til at leve i, siger han. Han vil dog stadig betegne sig selv som agnostiker – en slags tro for tvivlere.

– Modsat ateisten så tager agnostikeren ikke afstand fra tro, og mit ærinde er at fortolke det, så det kan tale sammen med mit videnskabelige udgangspunkt. Det er et brobygningsprojekt.

Det handler om evnen til at udholde forskelle, siger han, og peger på, at hvor tro tidligere i vores protestantiske kultur har været et privat anliggende, er der ved at ske noget.

– Der er en kæmpestor interesse for tro, og det er godt, for alle børn har spørgsmål som dem, jeg selv havde som barn: findes Gud, og hvad sker der, når man dør, siger Svend Brinkmann, og slutter:- Og tænk hvis vi undertrykker de spørgsmål, fordi det er pinligt. Det ville være synd. Det er det fineste for os at stille de spørgsmål.

Jeg ønsker at holde tænkningen i gang. Det er synd og ærgerligt, hvis man lukker diskussionen – uanset som det er som ateist eller fundamentalist. Det handler om en eksistentiel åbenhed og en nysgerrighed til at stille de her spørgsmål. Det er vigtigere end de svar, der bliver givet, synes jeg.

En rummelig kirke for alle

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk