bekymringer

lad ikke bekymringer overtage din hverdag!

Bekymringen er et menneskeligt vilkår, vi ikke kan komme uden om. Vi kan til gengæld vælge, hvordan vi håndterer bekymringen, og hvor meget vi vil lade den fylde i vores liv. En psykolog, en hospitalspræst og en sognepræst giver deres bud på, hvordan vi håndterer bekymringen og forhindrer den i at tage magten fra os.

  

Psykologen
Psykolog Helle Hartung mener, at bekymringer skal mødes ved at gå ind i og acceptere, at det er sådan, vores hverdag ser ud, og ved at tale åbent om det – og dem. Vi har en tendens til at tænke i skræmmebilleder og samle tanker og bekymringer sammen, i stedet for at være åbne og sige: ”Det er sådan jeg føler, tænker og har det.”

– Tag nu coronaepidemien. Den er her og er noget, vi skal acceptere og leve med i stedet for at blive skræmt af den. Lader vi os skræmme, bliver den uhåndterlig, skaber utryghed og bliver til en angst, der flytter ind, fordi det er noget, vi kan dø af. Men der har hele tiden været ting, som vi kan dø af. Kræft, trafikulykker osv. Det er en del af livet, en del af det at stå op hver morgen og trække vejret. Jo mere vi kan møde det, der bekymrer, acceptere det som en del af vores liv og stå frem og tale om det – stille og roligt – jo bedre er det. Det gælder både store og små bekymringer, siger Helle Hartung.

Hospitalspræsten
Bekymringer falder, ifølge hospitalspræst Helle Rørbæk Hørby, i to forskellige kategorier. De nære bekymringer, du kan handle på; f.eks. hvordan dine børn har det, og de fjernere bekymringer; f.eks. hvordan dine børn har det i skolen. I de fjernere bekymringer er dine handlemuligheder mindre.

Hvis vi tager coronaepidemien, så kan vi gøre noget i det nære, f.eks. vaske hænder, spritte af og holde afstand. Når vi så har gjort det, så har vi gjort det, vi selv kunne. Derudover er der alt det, som vi ikke kan gøre noget ved; hvordan de andre handler, hvordan coronaen udvikler sig osv. Og når vi er i den sidste kategori, kan vi kun handle ved at acceptere, at vi er afmægtige.

– Vi må erkende de tre svære livsvilkår: Uvisheden, afmagten og ventetiden. F.eks. uvisheden om, hvordan coronaen udvikler sig, og hvor den er henne. Afmagten i, at jeg ikke kan vide, om jeg kan styre udenom smitten. Og ventetiden på, at smittetallet falder, eller vi finder en vaccine, forklarer Helle Rørbæk Hørby og fortsætter:

– En vigtig del af det, at arbejde med sine bekymringer, er at acceptere afmagten. Vi skal lade være med at prøve at gøre noget ved det, som vi ikke kan gøre noget ved. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal handle på vores verdens miljøkrise, men vi skal handle i vores eget lille hjørne, dér hvor vi kan gøre noget. Og hvis alle handler, der hvor de kan, betyder det selvfølgelig, at der bliver gjort mere, end hvis vi bare læner os tilbage.

Men hvordan fremtiden kommer til at se ud for planeten, det er der ingen af os, der kan styre selv. Vi skal erkende og acceptere, at der er noget, vi kan, og der er noget, vi ikke kan. Vi må acceptere uvished, afmagt og ventetid som et menneskeligt livsvilkår, siger hospitalspræsten.

Sognepræsten
– Det vigtigste, når det handler om bekymringer, er, at du har nogen at tale med. Selvfølgelig er der forskel på, om du taler med psykologen, lægen eller præsten. Taler du med din læge, får du én tilgang til bekymringer, og taler du med en psykolog, så får du en anden. Det vigtigste er egentlig ikke hvem, du taler med, men at du taler med nogen, mener sognepræst Mette Marie Gocth-Jensen.

– Samtalen med præsten har et andet fokus, end hvis du taler med lægen eller psykologen. Det handler ikke bare om at dissekere dine problemer og så få noget hjælp. For det er præsten slet ikke uddannet i. Samtalen handler ofte mere om livets store spørgsmål som: Hvad tænker du om livet, og dit forhold til menneskene omkring dig, f.eks. din familie? Hvad tænker du om døden? Hvad er det, som du er bange for?

Det er en samtale om bekymringer, der tager afsæt i tillid og tiltro. Nogle gange giver det en anledning til at tale om tro. Det kan f.eks. være, at bekymringerne for barnedåben fører til en samtale om, at vi ikke kan love barnet et perfekt liv, men at det, barnet bliver lovet i dåben, er, at dets livsmuligheder aldrig bliver opbrugt. Fordi det er Guds barn, og det er elsket, som det er. Og det er her moderens bekymringer får et andet fokus, og hun får at vide, at hun ikke bærer bekymringerne alene, men at hun kan bære dem sammen med Gud. Hvis hun vil.

Det handler ikke om rundkreds-terapi
Psykologen Helle Hartung oplever, at vi tier i stedet for at tale om det, der bekymrer os. Hvis vi får f.eks. en kræftdiagnose, så tænker mange, at det er bedst at tie om det, hvorimod hun mener, at det er rigtig vigtigt, at vi taler åbent om det. Der er helbredende kræfter i at tale om det svære, der er rykket ind i vores liv eller i familien. Helle Hartung tror, mange har oplevet den lettelse og energi, der er i endelig at få talt åbent om et eller andet, man har gået og ruget over med sig selv.

– Jeg taler ikke om, at vi skal sidde i rundkreds og vende hele vores liv med andre, men om at være åbne og imødekommende for, at bekymringer er en del af livet. Udfordringen for mange af os er, at vi ikke er vant til at tale om den slags. Måske er vores perfekte liv her i Danmark bag ligusterhækken en barriere for den åbne samtale om det, der bekymrer, siger Helle Hartung.

Du må acceptere afmagten
Helt grundlæggende mener hospitalspræst Helle Rørbæk Hørby, at bekymringer ikke er objektive og derfor ikke noget, der kan eller skal diskuteres. Bekymringer er noget meget personligt, der kommer fra hjertet. Bekymringer er ikke i udgangspunktet noget negativt, men et udtryk for, at der er noget, der er vigtigt for os. De skal siges højt og anerkendes af andre og ikke bare blive talt ned med et: ”Nej, det skal du ikke bekymre dig om”, eller: ”Lad være med at se så sort på det”.

– En bekymring er en betroelse, fordi den handler om noget, som er vigtigt for os. Det er også derfor, vi bekymrer os om forskellige ting. Når jeg i en samtale møder den bekymring, man ikke kan gøre noget ved, så kan jeg foreslå, at vi kan lade fremtiden være Guds ansvar. Fordi du ikke kan løse alting selv. Der er ting, du bliver nødt til at give fra dig. Du må acceptere afmagten. Og det er lige præcis dér, at jeg oplever, at mennesker i krise kan finde en ro og en vej videre, fortæller Helle Rørbæk Hørby.

En samtale uden forpligtelser
– Det er aldrig præstens opgave at løse folks problemer, og det er en kæmpe fordel for kvaliteten af samtalen. Og præstens opgave er heller ikke gennem samtalen at pådutte folk en tro. Præsten skal lytte og samtale – og være tilstede. Og præsten er til rådighed 24-7 og har tavshedspligt, siger sognepræst Mette Marie Gocth-Jensen og fortsætter:

– Hos præsten kan du bare lægge røret på, når samtalen er slut, uden nogen forpligtelser. I samtalen med præsten kan du give slip og lade dig gribe. Du vælger selv. Bare ring, sms, skriv en mail, brug Messenger eller mød op. Det er tilliden i samtalen, der kan skabe en forandring og bearbejde en bekymring.

En rummelig kirke for alle

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk