Hvor er det en mærkelig tid. For få måneder siden kendte vi ikke navnene Covid-19 og coronavirus, og nu er vores dagligdag og fællesskaber ændret totalt. Selv kirker er lukkede – i hvert fald bygningerne – men vi er stadig kirke, selvom det er på en ny og helt uprøvet måde: Via sociale medier, telefon og hjemmeside, og så kan vi følge med i radiogudstjenesterne fra Københavns Domkirke og DR-2 gudstjenesterne. I kan selvfølgelig altid få en samtale med én af os præster pr. telefon, så ring endelig; det kan være svært at gå og tumle med tunge tanker alene.
Som I sikkert allerede har hørt, er alle gudstjenester og andre arrangementer i Enghøj kirke og sognegård aflyst til og med d. 29. marts; og præsterne har lige fået besked på at meddele, at alle konfirmationer til og med pinse er udskudt på ubestemt tid.
Coronavirussen kan ramme meget hårdt, og for mange mennesker har den allerede betydet døden, så vi må og skal passe på hinanden, os selv og vores sundhedsvæsen med det, vi nu kan og får anbefalet fra sundhedsmyndighederne.
Nogle gange bliver jeg bare nødt til at slukke for nyhederne og så lave noget helt andet. Lytte til musik, læse en god bog, bage, så det dufter i hele huset, holde øje med ”mine” mejser, der har så travlt i deres mejse-kasse, ringe til en god ven eller gå i haven og fjerne ukrudt. Med andre ord: Finde de glæder og håbstegn, som også er omkring mig lige nu.
En af de salmer, som jeg holder meget af, er Svein Ellingsens salme ”Vær stærk min sjæl i denne tid”, nr. 635 i salmebogen. Her lyder det i vers 2:
Giv håbet rum i denne tid,
hvor langt du end er nede.
Hos den, som taber i sin strid,
er Herren skjult til stede.
Ved Kristi værk
du bliver stærk
og hviler i Guds fremtid.
Klagen og frygten bliver ikke afvist eller talt ned, det har alt sammen tag i os. Og salmen bortforklarer heller ikke smerten eller modgangen, men den peger på håbet på trods af smerten og lidelsen. Håb er ikke optimisme eller en det-går-nu-nok-alligevel-holdning, nej, det kristne håb peger på Gud som det anker, der holder mennesket fast, når livets stormvejr truer og bølgerne er undergangshøje; Gud, der er godhedens, glædens og kærlighedens kilde. Der er andet og mere end undergangsstemning, frygt og usikkerhed!
Vi har brug for at lade os fylde af andet end nyhedsopdateringer på virussituationen. Vi kunne dele håb, håb, som vi alle sammen har så hårdt brug for – også og især lige nu. Hvad foreslår du?
Pas godt på hinanden og jer selv derude!
Alice Pedersen,
Sognepræst.
