Kirken ligger højt og markant i det store landskabssceneri set fra vest. Kirkeanlægget er helt enkelt og klart opbygget: Placeret i landskabet på et plateau med kirken fremskudt mod vest og sognegården som en selvstændig del mod nord. Mod syd er bakkedraget bearbejdet og forstærket og vejen der fører op til kirken bevæger sig i slynget form syd om denne bakke.

Fra parkeringsanlægget på den østlige del af grunden, føres den besøgende gennem et meget aksefast anlæg frem til kirkens indgang. Et venligt og smukt kirkerum åbner sig. Oplevelsen er ro, orden – højtideligt og dog jordnært.

Kirken er formet som en processionskirke. Et langt, men enkelt og “strengt” rum med siddepladser i begge sider af midtergangen, og bagest i kirken er orglet placeret. Alt sammen træk, som man genfinder i gamle middelalderkirker. Ligeledes de små vinduer, som nok lader lyset komme ind, men som man ikke kan se ud af. Døbefonten, alter og prædikestol er alle udført i tung sort granit, hvorved de dels signalerer en samhørighed, og dels en urokkelighed, hvilket er helt i tråd med den luthersk-evangeliske kirkeforståelse: I såvel dåben, som i nadveren og i evangeliet hører vi Guds tiltale til os – og den er urokkelig.

Kirkerummet udnytter dagslyset på en ganske særlig måde: De to langvægge er perforeret med ret små vindueshuller, der kaster spinkle lysstråler ind i rummet. Væggende bliver selv belyst af strejflys, der kommer fra en spalte oppe i taget.

Altervæggen er en dobbeltvæg der belyses af et helt specielt dagslys, som kommer fra et lysbånd i vægge og tag. Derved bliver altervæggen kraftigt belyst og står som en lysende klar flade for enden af det noget mørkere kirkerum. Man vil uvægerligt komme til at fokusere på korset – og ikke mindst lyset bag ved alteret – og dette er atter i god Luthersk-evangelisk ånd: Kristus-begivenheden som det centrale og altafgørende; dét vi i bund og grund samler vores kirke om.

Kirkerummets loft er formet over temaet kirkeskib. Selve loftet har form som undersiden af et skibsskrog, så at kølen danner en langsgående, bærende bjælke i rummet. Loftet er på den måde atter i tråd med ældgammel tradition: at man har et skib i kirken, for at vise, at den kristne kirke er et skib, der sejler gennem tiden og livet. Man kan også vælge at se loftet som hænder der åbner sig mod himlen.

Som helhed betragtet må man sige, at rummet hviler i sig selv, og at det insisterer på at være det, det er: et kirkerum – helligt og anderledes fra det vi er vant til. Rummet maner til andagt – dvs. til eftertanke, fordybelse og besindelse på de rette værdier. Enghøj kirke er med sin moderne og tidssvarende arkitektur, en bygning i tråd med sin egen moderne tid. Samtidig er kirkerummet, med dets ældgamle grundidé, dets insisteren på at være kirkerum i tråd med fordums tid – en modsigelse til vores moderne tid.