75 året for befrielsen.

I år er det som bekendt 75 året for afslutningen af 2. Verdenskrig. Der var oprindeligt planlagt forskellige fejringer og markeringer i Folkekirken og i samfundet i øvrigt, men alt er blevet aflyst pga. nedlukningen af samfundet.

Men mange af os skal fejre befrielsen alligevel, måske med lys i vinduerne d. 4. maj om aftenen, måske ved at synge ”En lærke letted´, og tusind fulgte”, måske ved at lytte til beretninger fra de efterhånden få øjenvidner, der stadig lever, eller ved at se et program om befrielsen i tv.

I Enghøj kirke markerer vi befrielsen ved at ringe med kirkeklokkerne en halv time mandag d. 4. maj fra kl. 20.30, samt ved, at morgen- og aftenringningen d. 5. maj er udvidet til 15 minutter. Kirkens flag vil også være hejst hele dagen d. 5. maj.

I videoen herunder samt på Facebook vil I også kunne se og høre et interview med Karen Vestergaard fra Enghøj menighed. Hun stammer fra Hvidsten og har sagt ja til at dele nogle af sine minder med os andre.

Det er vigtigt, at vi markerer befrielsen, for at vi sammen kan undgå en gentagelse af fortidens grusomheder, eller bare noget, der ligner. Også i dag er der grupper og bevægelser, der ikke regner menneskeliv og andres frihed og livsglæde for noget som helst. De skal møde modstand!

Så lad os tænde lys, lytte og synge i glæde og taknemmelighed. For friheden! For menneskeligheden! For håbet! For en lys fremtid for alle!

 

 

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk