Det mindste, han har skabt, er stort

“Op, al den ting, som Gud har gjort” er en salme, der på en sanselig måde trækker naturen små forunderligheder frem, og når vi synger den, kan man nærmest føle og mærke naturen:

”Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge”

Vi kan nemt undre os og blive bjergtaget over naturen. For hvad skal jeg dog sige, når jeg går rundt i naturen og bliver ramt af alle de sanseindtryk fra dyrene og naturen, der er så store, at jeg nærmest ikke forstår det? Salmen lægger næsten forundringens ord i vores mund, så vi bliver bevidste om, at Gud viser sin storhed i de små dele af sit skaberværk; naturen og alle de små dyr, der vrimler over det hele.

Inden jeg blev præst i Enghøj, var jeg præst på landet. Jeg boede i en præstegård med dertilhørende parklignende have, som var meget stor. Et sted, hvor jeg ofte blev ramt af forundring over storheden i det små.

Men om efteråret skulle løvet rives sammen, og haven gøres klar til vinteren. Om foråret skulle alting klippes ned, så den kunne stå knivskarp til sommer. Sådan er det for de fleste haveejere; nærmest som Sisyfos, der var dømt at rulle en sten op af en bjergside i evighed, og hver gang han når toppen, ruller stenen fra ham, og han kan starte forfra. Sådan kan det ofte føles at have en have.

Og når haven tog sig allerflottest ud, var der altid noget, der skuede i mine øjne. Nemlig de store bunker af jord, muldvarpene efterlod sig på græsplænen igen og igen.

Så jeg læste artikler og internetsider og fulgte gamle husmandsråd. Der er ikke dét, jeg ikke gjorde for at skræmme muldvarpene væk. Men lige lidt virkede det.

Men en dag sad jeg ude i haven og nød det gode vejr. Ud af øjenkrogen så jeg noget komme spurtende hen ad græsplænen. Det var en muldvarp! Jeg smed alt, jeg havde i hænderne – heldigvis stod der en tom spand i nærheden – så jeg løb hen efter spanden og stillede den foran muldvarpen. Straks spurtede den ind i spanden. Og jeg havde fanget den!

Endelig! Nu stod jeg med den muldvarp, jeg længe havde kæmpet imod. Så jeg skulle til at gøre det af med muldvarpen. Men jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle gøre. Jeg måtte ringe til mine forældre, og de rådede mig til at bruge en skovl. Det var alt for makabert, alt for voldsomt! Så det forslag forkastede jeg.

Men så fik jeg selv en idé. Jeg kunne drukne muldvarpen! Jeg begyndte at hælde vand ned i spanden, men så så jeg, hvordan den stakkels muldvarp gik i panik! Så blev jeg nødt til at afbryde. Den kæmpede virkelig for sit liv, og da jeg så det, fik jeg så ondt af den stakkels muldvarp. Jeg kunne ikke slå den ihjel.

Selvom vi havde kæmpet længe mod hinanden, så gik det jo op for mig, at selv de små irriterende dyr – ligeså vel som mennesker – altså en del af skaberværket, der skal tages hånd om. Og det kan man blive opmærksom på ved at åbne vores sanser for skabelsen og skaberværket, for når vi giver os tid til at åbne vores sanser, så bliver vi gjort store – også i troens perspektiv. For vi kan kun sanse ved at give efter for det, der kommer til os. Sådan er livet, og sådan er troen – de kommer til os fra den skabende og kærlige Gud. Han gav, og han giver rigdom til vores ret korte liv her på jorden.

Vi kan ikke sanse Gud direkte – heller ikke i naturen. Men vi kan blive ramt af erkendelsen af, at Gud er. At vi kan erkende Gud i det gudsskabte skaberværk.

Og Guds skaberværk er fantastisk!

”Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde”.

Selv alle verdens konger, kan ikke skabe noget, der er ligeså fantastisk, som det vi bare kan gå udenfor og opleve! Men Guds skaberværk også os mennesker. Alle mennesker er skabt i Guds billede. Og menneskelivet – vores eget og hinandens –, naturen og dyrene i den, er alt sammen en gave, vi i skal tage ansvar for og værne om.

Jeg skulle så stå med en muldvarp i en spand, førend jeg indså, at selv en muldvarp er en del af Guds skaberværk.

Gid vi i denne sommertid og altid må og vil give os tid til at bruge vores sanser, så vi kan erkende Gud i det gudsskabte, at selv ”det mindste, han har skabt er stort”, så Gud med sin kærlighed kan bringe liv, fred og trøst til enhver.

Og for at gøre fortællingen færdig, så blev også muldvarpen sluppet fri, og dén gudsskabning må så fortsætte sin færd under græsplænen.

Af Daniel Vigtoft Jakobsen.