Præsten bor i kirken og arbejder kun om søndagen..
Fordomme om folkekirken bunder ofte i uvidenhed, og i at religion i Danmark er en privat sag, som vi ikke taler om. Men fordomme kan være et godt udgangspunkt til en samtale om, hvad folkekirken egentlig er for en størrelse.
Du kender garanteret nogle af dem. Måske har du dem endda selv, når du tænker efter. Fordomme om kirken, om præster, menighedsrådsmedlemmer og ansatte i folkekirken? En håndfuld af de typiske lyder:
• Præster bander ikke.
• Præster arbejder kun om søndagen.
• Menighedsrådsmedlemmer er kedelige typer, der hverken kan feste eller drikke et glas vin.
• Man skal være musestille og opføre sig helt særligt i et kirkerum.
• Der er næsten ingen til gudstjenesterne søndag formiddag.
• Der er ingen, der gider at sidde i menighedsrådet.
Måske er du endda så tæt på kirken, at du også har mødt fordommene om, at i kirken får man altid serveret dårlig kaffe og smørrebrød. Fordomme opstår sjældent ud af ingenting, men over tid kan de komme til at ligge langt fra virkeligheden. Så hvor kommer fordommene fra, er der noget om dem, og skal man egentlig være glad for eller ked af, at der er fordomme om en? Vi har spurgt lektor, ph.d. Marie Vejrup Nielsen, Center for SamtidsReligion ved Aarhus Universitet.
– Generelt handler det om, at medlemmerne af folkekirken og danskerne i det hele taget ikke kender ret meget til maskinrummet i folkekirken, siger hun, og uddyber:
– De kender præsten og måske kirkegårdspersonalet. De kommer til livets store begivenheder og måske nogle børne-arrangementer, men ikke til hverdag. De kender ikke de ansatte, og de kender ikke frivilligheden og dens vigtige rolle i folkekirken. De ser måske ligefrem folkekirken som en del af velfærdsstaten, og de ved ikke, hvem der holder den der kirke i gang for dem. Man kan sige, at det er en fordom, at kirken driver sig selv. Præsten bliver kirken, og resten er der nogle, der tager sig af. Hvem disse nogle er, tænker de færreste over.
De fleste ved godt, at der er noget, der hedder et menighedsråd, hvis de er en del af et lokalsamfund, men de ved ikke, hvad et menighedsråd helt konkret laver, og i større byer og i dele af befolkningen møder man ikke nødvendigvis ordet menighedsråd, og slet ikke de mennesker, der sidder i det. Og så opstår fordomme nemmere.
– Præsten bor ikke inde i kirken og bestemmer det hele, som nogle lidt karikeret tror, siger Marie Vejrup Nielsen, og tilføjer:
– Men der er sådan set ikke er noget at sige til, at folk kan komme til at tænke sådan, for det er jo der, de ser præsten og møder kirken.
Man taler da ikke med andre om tro
En typisk fordom om menighedsråd er, at det er kedeligt og består af en masse hellige mennesker. Og så opstår fordomme som at menighedsrådsmedlemmer ikke drikker vin, selv om det jo er absurd, når nu jeg tror på én, der lavede vand til vin, som et menighedsrådsmedlem engang sagde.
TV-serien Herrens Veje viste for første gang længe – måske nogensinde – menighedsrådsmøder. Men de var med deres druk, intriger og ballade lige så langt fra virkeligheden som fordommene.
– Det var falsk reklame og langt væk fra hverdagen, siger Marie Vejrup Nielsen.
Den manglende viden er dog ikke den eneste årsag til fordomme i kirken. Fordommene bunder også i danskernes generelle skepsis over for kirke og religion.
– Hvis man sidder i menighedsrådet, så må man være meget troende. Hvorfor sidder man ellers i menighedsrådet? Og så kommer skepsissen, for religion er for mange en privat sag i Danmark, siger Marie Vejrup Nielsen.
Når hun holder kurser, spørger hun altid menighedsrådsmedlemmer, om de selv fortæller, at de er menighedsrådsmedlemmer. Så bliver der ofte lidt smågrinen og kiggen ned i gulvet.
– Jeg tror, at mange menighedsrådsmedlemmer selv går lidt stille med det. Det er ikke det første, de fortæller. Men menighedsrådsmedlemmer betyder noget som ambassadører, når folk ikke kommer fast i kirken. Når man møder en person, man godt kan lide, der fortæller, at vedkommende sidder i menighedsråd, så er det med til at ændre på fordommene og sætte et ansigt på, hvem kirken er, siger hun.
Hun oplever dog, at mange menighedsrådsmedlemmer har fået en bevidsthed om det de seneste år. Men tro er en meget privat sag.
– Man taler måske med andre om ansættelse af en ny præst eller elsparepærer i kirken, men meget sjældent om, hvad det er, der driver en i det frivillige arbejde. Sommetider spørger jeg også, om de går med en badge til hverdag, hvor der står, at de er menighedsrådsmedlemmer – og ikke kun op til et kommende valg. I USA ville det stå plastret ud over din bil, hvis du var menighedsrådsmedlem. Det tror jeg ikke findes i Danmark – endnu, siger hun med et grin.
Tidligere tider præger nutidigt billede
Selv om mange kender præsten, er der også masser af fordomme her.
– Nogle af de klassiske fordomme om præster er, at de ikke bander og ikke drikker. Præster fortæller stadig, at de tit møder folk, der med undren i stemmen siger ”Du er jo helt normal”, fortæller Marie Vejrup Nielsen.
Både menighedsrådsmedlemmer, præster og øvrige ansatte bliver ramt af, at religion er en privat sag, og derfor sjældent noget, vi taler åbent om. Derfor er mange forestillinger også låst i tidligere tiders billeder.
– I Danmark er der en farvning af, at hvis du er religiøs, så er du meget indremissionsk på den måde, det skildres f.eks. i Hans Kirks ”Fiskerne”. Det lever i bedste velgående. Derfor har mange meget karikerede forestillinger om folk, der tror, eller er meget engagerede i kirkeligt arbejde, forklarer Marie Vejrup Nielsen.
Hun mener dog ikke nødvendigvis, at man skal være ked af fordommene.
– Det er bedre med stærke fordomme end intet kendskab. Nogle har haft glæde af at nedbryde myter om dem for på den måde at gøre opmærksom på, hvad de står for, siger hun, og uddyber:
– Det er ikke rart at slås med fordommene i hverdagen, men det ville være værre, hvis der slet ikke var noget at spille bold op af. Måske ville det være godt med flere fordomme, der kunne pirre til en nysgerrighed.