Hans Georg Anniès: Zwei beten an.

Billedet viser et træsnit af kunstneren Hans Georg Anniès. Vi ser fødder på billedet, masser af travle fødder, der er på vej. Hvorhen mon? Måske er de bange for at gå i stå? Måske er de nervøse og urolige? Måske flygter de fra nogle tanker, der trænger sig på? Måske er de på vej efter lykke, efter glæde, efter kærlighed, efter håb og fred, efter hvile? Måske er de på flugt – skal bare væk?

Eller måske er de travle fødder på vej til barnet i krybben for at hente styrke og mod. Eller har de mon netop dvælet ved krybben, og er nu på vej tilbage til dagligdagen?

Der er to par fødder, der er standset op, vi kan se ét par i hver side, omtrent midt i billedet. De er standset op ved barnet. Måske i tilbedelse. Måske i undren, eftertanke?

Eller måske er de gået helt i stå? Måske er de blevet standset på deres livsvej, og måske synes de, at de slet ikke kan komme i gang igen. Måske signalerer de, uden at der kan høres ét eneste ord, en bøn om en af os andre dog ville stoppe op og bare være nærværende. Tale med ham eller hende og være med til at sætte ord på smerten.

Barnet i krybben har naglemærker i både hænder og fødder, så billedet er altså et julebillede, der samtidig varsler påsken. Jul og påske hører faktisk også tæt sammen, hvad kunstneren altså har understreget i sit kunstværk.

For det var barnet, der blev født i en stald i Betlehem, der senere blev tortureret, korsfæstet og døde afmægtig, forhånet og forladt af alle. Men Påskemorgen, da Jesus opstod af graven, blev det forkyndt for alverden, at ingen ondskab, død og grav er så omfattende, at det kan standse Gud.

Barnet i krybben i Betlehem er ikke et almindeligt barn; nej, han var og han er Gud selv, som kommer til os, for at vi mennesker kan finde vores sande menneskelighed. Og menneskets sande menneskelighed begynder, når vi standser op i stille lytten til Gud.

I julens glædelige budskab hører vi, at midt i menneskers travlhed, midt i menneskers almindelige dagligdag og midt i menneskers højeste glæde OG allerdybeste mørke, dér kommer Gud selv til os. Som håb. Som trøst. Som den nærværende. Som den, der ikke forlader os, heller ikke, når vi føler os allermest alene og forladt.

Så hør dem da endnu engang
de løfterige ord
som himlens høje engle sang
om julefred på jord.

Vær stille, bange sind
og læg dig, kolde vind
mens Gud med barnehånd
bevæger verden.

Sådan lyder det i en ny julesalme af Lars Busk Sørensen, og til os alle forkyndes det nu igen: Det lille barn i krybben er Guds kærlighed i kød og blod; og den, der møder Guds overvældende kærlighed, MÅ selv elske.

Det lille barn i krybben sætter vores hjerter og fødder i gang!

Glædelig jul!

Alice Pedersen,
Sognepræst.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk