Radiser er sunde, og radiser er gode at tygge drøv på – også når der er tale om tegneserien Radiserne.
I en stribe ser vi Søren Brun, der (som sædvanligt, har jeg lyst til at sige) er helt nede i kulkælderen. Han siger til Trine: ”Jeg hader at have så mange fejl… Jeg ville godt være et meget bedre menneske. Jeg spekulerer på, hvordan det ville være at være perfekt?”.
Trine svarer ham med sit sædvanlige kæmpestore ego: ”Det er en herlig fornemmelse!”.
Tanken om at være perfekt er åbenbart som en tsunami, der skyller ind over os, men mange af os reagerer ikke som Trine med et: ”Jeg er perfekt!”; tværtimod truer perfektionismebølgen med ødelæggelse.
Jeg møder det hos konfirmanderne, hvor perfektionstanken lægger sig ind over dem, både når det gælder udseende, præstationer i skolen og i fritiden. Jeg møder det også i reklamer for produkter eller indgreb, der tilbyder at ændre på alt: Læber, kilo på sidebenene, tøjstil og adfærd. Der kan bestemt være god grund til at ændre i forskellige sammenhænge og på forskellige måder, men tanken om perfektionisme har i den grad taget overhånd, så det i alt for mange sammenhænge både hæmmer livsglæde og livslyst.
Ikke kun hos unge – også hos ældre. Når vi ser tilbage i vores liv, er det ikke altid perfekt – sådan må vi sige, hvis vi ellers tør være ærlige. Der er både dumheder, svigt og tilfældige hændelser, der endte galt, og der er relationer, der gik i stykker, og som føjede endnu et nederlag til samlingen. Sådan er det for alle – i forskellige variationer og med forskellige detaljer!
Måske er første skridt væk fra perfektionstsunamien at indrømme, at livet ikke er perfekt. Hverken for én selv eller for andre. Vi er alle mærkede af livets tilskikkelser. Alle! Og det er måske en sådan indrømmelse, der giver større rummelighed over for andre, og bestemt også over for én selv.
Det fortælles, at en japansk hersker tilbage i det 15. århundrede var utilfreds med en reparation af én af hans keramikskåle, som var gået i stykker. Han bad derfor nogle kunsthåndværkere om at finde en mere æstetisk smuk løsning, og derfra opstod teknikken kintsugi. Det betyder guldreparation.
I stedet for at skjule keramikkens reparationer fremhæves revner, brud og manglende skår, og alt repareres med guldstøv. Med ødselhed sættes det splittede sammen til den smukkeste skål, tallerken eller kop, hvor revnerne skinner af guld!
Denne teknik, som stadig findes, er en fin lille lignelse til alle ikke-perfekte men-nesker. For beretningen om kintsugi bærer i overført betydning en livssandhed til os, og den bærer i høj grad en evangelisk sandhed.
For evangeliets fortælling er dybest set en kintsugi-fortælling: Kristus sætter vores liv sammen med det dyrebareste. Og så kan vi hver for sig sætte ord på, hvad guldet hedder i vores liv eller i de forskellige sammenhænge, og hvordan det udtrykker sig mere konkret: Kærlighed – barmhjertighed – overbærenhed.
Kristus som kintsugihåndværker.
Det er godt nyt til Søren Brun, Trine og alle os andre!
God sommer.
Alice Pedersen, sognepræst.