10. december

BAG OM JULESALMEN

Barn Jesus i en krybbe lå

H.C. Andersen drømte om at komme væk fra sorgfulde oplevelser og ud på en lang rejse i Europa. Da han skrev en digtsamling, som den lille julesalme er med i, og dedikerede bogen til kongen, blev det hans billet væk.

Her kan du læse om H.C. Andersens liv omkring den tid, hvor han skrev julesalmen ’Barn Jesus i en krybbe lå’. Længere nede i artiklen kan du gå på opdagelse i salmen, og du kan lytte til den herunder.

Den 27-årige Hans Christian Andersen er i et mildest talt skidt humør, da han i december 1832 skriver et brev til malerinden Mariane Frederikke Stub og fortæller om sin kommende digtsamling.

– Mit Humeur er slet ikke godt! Ungdoms Lunet er forbi, ja selv mit poetiske Gemyt kommer kun, som lykkelige Drømme undertiden tilbage. Jeg har følt for mange Sorger, taalt for mange Bitterheder, til at jeg endnu barnagtig kan flagre med Phantasien, det er en prosaisk Virkelighed der omgiver mig.

I næste Uge kommer min sidste Bog ud: Aarets 12 Maaneder, jeg kalder den, min sidste, maaskee bliver den det ogsaa i en doppelt Betydning, jeg har i en underlig Forudfølelse, ladet den ende med mit eget Gjenfærd paa min Grav, den siger sin, just ikke trøstelige Tirade.

Dog gad jeg nok leve saa længe endnu, at jeg kunde levere Verden eet ordentligt Arbeide, kun eet, men som det var værd at have levet for.

Den unge forfatter står på tærsklen til at udgive digtsamlingen ’Aarets tolv Maaneder’, hvor ’Barn Jesus i en krybbe lå’ er med i. En salme, som 170 år senere får en fast plads i folkekirkens autoriserede salmebog.

Men som hans brev antyder, er hans humør helt nede i kulkælderen. På dette tidspunkt i sit liv drømmer han om at rejse væk fra det hele og glemme de seneste års ”for mange sorger” og ”for mange bitterheder”. 

Følg med i morgen i næste udgave af vores julekalender!

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk