17. december
Julefreden kommer midt i det urolige og ufredelige
Efter flere måneders krig opstod der under første verdenskrig en spontan julefred midt ude på slagmarken, og fortællingen viser blandt andet, at julefreden kan opstå midt i det hektiske og ufredelige. Sådan er det også i dag.
”Kan vi så få noget julefred”. ”Lad nu julefreden herske”.
Der findes flere tidspunkter, hvor julefreden bliver nævnt, men hvad er julefred, og hvad skal der til, for at vi mærker den?
For Birgitte Graakjær Hjort rummer historien om soldaterne i første verdenskrig mange vigtige elementer om julefreden.
– Det fortælles, at soldaterne lå ude i skyttegravene, men den 24. december, efter flere måneders krig, stoppede skyderierne en stund, og der opstod en spontan våbenhvile. Langsomt kravlede de ud af skyttegravene, og nogle steder mødtes de med hinanden i den bidende vinterkulde i ingenmandsland og gav hinanden gaver. Det er med andre ord midt i ufreden og midt i død og ødelæggelse, at soldaterne pludselig oplevede et øjeblik med fred. Den historie forbinder jeg med begrebet julefred, siger Birgitte Graakjær Hjort, der er teolog og til dagligt arbejder som center- og afdelingsleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Hun oplever det som en meget stærk fortælling om, hvad mennesker også i dag kan gøre ved hinanden.
– Vi kan skabe ufred. Vi kan ødelægge livet for hinanden og skabe død for hinanden. Vi kan beskyde hinanden og skabe rædsler og vold i hinandens liv. Skabe et isnende koldt vintermørke i hinandens liv. Men vi kan også det modsatte. Og nogle gange kommer det modsatte måske også lidt uventet. Det er ikke alt, vi kan planlægge os frem til. I første verdenskrig opstod en spontan våbenhvile og en uformel julefred, og sådan tror jeg også, at julefreden kan vise sig i dag – uventet og midt i al ufreden, siger hun.
Et vigtigt element i julefreden er også, at mennesker er synkroniserede med hinanden.
– Runde fødselsdage, bryllupper eller andre fester holder vi af gode grunde på forskellige tidspunkter. Men jul fejrer vi samtidigt. Der er noget over at være det samme sted i livet en gang imellem. Og det, at vi fejrer højtiden samtidig og ikke hver for sig på forskellige tidspunkter, understøtter fornemmelsen af, at det er en særlig tid, en hellig tid, noget højtideligt og vigtigt, som vi er fælles om – og at vi er midt i noget, som er større end os selv, forklarer Birgitte Graakjær Hjort og pointerer også, at julefreden er en fred, som blev sendt til jorden fra Gud:
– Når vi taler om julefred og ikke om påskefred eller pinsefred, så er det, fordi juleevangeliet på en særlige måde handler om en fred, der har at gøre med, at Gud kom ind i verden som et menneske og dermed involverer sig i vores helt almindelige menneskeliv. Det betyder ikke, at vi får en verden, hvor der ikke længere er krig eller uro. Julefreden er en fred på trods. Eller fred midt i ufreden. Julefreden handler blandt andet om, at vi i de mellemmenneskelige relationer lader konflikterne ligge et øjeblik og finder frem til et samvær, hvor vi er til glæde for hinanden. Det er ikke noget, der giver sig selv. Det er der ikke bare hele tiden. Det er truet af noget andet, men vi kan finde det og opleve det i små glimt og i relation med andre.
Travlheden op til jul er for mange også forbundet med at leve op til faste traditioner, men Birgitte Graakjær Hjort mener, at der også kan være en fred i, at man ikke skal ud og opfinde noget nyt.
– I julen er mange ting givet på forhånd, og vi kan læne os ind i, at vi gør det samme år efter år. Vi spiser noget bestemt, hører noget bestemt og gør noget bestemt. Vi tager i kirke og går hjem og spiser den samme julemiddag, som vi plejer. På mange andre tidspunkter skal vi opfinde noget nyt og selv skabe det, men i julen er der mange ting, som er givet på forhånd, og der er noget fredfyldt i, at man ikke selv skal opfinde det hele, siger hun og tilføjer, at freden også er en vigtig del af julebudskabet – det kommer til os udefra, og afhænger ikke af os.
– Med julen kom Gud ind i vores liv og verden, og det bliver tydeligt, at Han ikke bare er en fjern Gud, men en Gud, der kender det liv, vi lever som menneske. Igennem Jesu liv viser Gud, at han vil give os følgeskab i livet – og Han kommer med håb og fred til en verden fyldt af ufred. Som en lomme midt i det urolige, siger Birgitte Graakjær Hjort.