Kyndelmisse slår sin knude…
Sangen er et stemningsmættet naturbillede, skrevet under en usædvanlig lang og kold vinter. Digtet beskriver kyndelmisse; tiden midt på vinteren. Thomas Laubs melodi fra 1914 understøtter fornemmelsen af, at vinteren er gået i knude.
Digtet er ouverture i Trækfuglene
Digtet optræder som Ouverture i digtsamlingen Trækfuglene, en Naturkoncert fra 1838.
Det er ejendommeligt, at Trækfuglene rummer både en ouverture, Det er hvidt herude, og et præludium, Sig nærmer tiden. Mens præludiet behandler trækfuglemotivet symbolsk – Blichers egen ”trækfugletilværelse”, som lakker mod enden – fastholder ouverturen – måske bortset fra slutlinjen – et rent stemningsmættet naturbillede: hvidt, koldt og tyst. Til forskel fra de følgende 30 digte, der alle behandler enkeltstående trækfugle – ofte tegnet med gennemskuelige menneskelige træk – er det i dette vinterdigt standfuglene som krage og skade og sågar hønsegårdens pralende hane, der omtales.
Blicher skildrer den ubarmhjertige vinter
Vinteren 1837/38 var usædvanlig kold og langvarig, og Blicher havde lige rejst sig fra et langt og udmattende sygeleje. Han havde derfor den rigtige baggrund for at skildre den ubarmhjertige vinter.