Tre gange om året trækker vi præster i den røde messehagel, når der er gudstjeneste i Enghøj kirke. Det gør vi 2. juledag, men vi gør det også pinsedag og anden pinsedag. Så på søndag trækker vi i den igen. Den røde farve står i stærk kontrast til kirkens strenge udtryk, og derfor er det altid en fornøjelse, når den røde messehagel bliver fundet frem til pinse. For rød symboliserer kærlighed og ild og Helligånd.
For pinsedag markerer vi Helligåndens komme.
Egentlig har pinsen ophav i Det Gamle Testamente, hvor det jødiske folk fejrede, at Moses kom ned fra Sinaibjerget med lovtavlerne halvtreds dage efter udfrielsen fra Egypten. Dagen de fejrede hed ”Shavuot”.
Men Apostlenes Gerninger har en beretning om, at det var, mens apostlene – og alle andre jøder – var samlet for at fejre Shavout, at der fra himlen kom ”en lyd som af et kraftigt vindstød”, hvor apostlene blev fyldt af Helligånden, ja, faktisk står der, at tunger af ild satte sig på hver enkelt af dem, og de kunne begynde at tale andre tungemål, så de kunne fortælle om Jesus Kristus for de mange jøder fra forskellige verdensdele, der var samlet i Jerusalem. Det er også derfor vi siger, at pinsen er kirkens fødselsdag.
Og det lyder da meget godt med pinseunderet! Men hvad betyder det for os?
Både julens og påskens fortællinger kender vi nærmest til hudløshed, de handler om Jesu liv; hans fødsel, lidelse, død og opstandelse. Men efter Jesu opstandelse var han sammen med disciplene i fyrre dage, inden han fór til himmels, som vi har markeret Kristi Himmelfartsdag. Så Jesus forlod disciplene fyrre dage efter han var opstået, men han gjorde det ikke for at forlade dem.
For halvtreds dage efter sin opstandelse påskemorgen og ti dage efter himmelfarten kom han til os. Han kom for at være sammen med os på en meget radikal måde, nemlig ved Helligånden.
Det betyder, at vi er tæt på Jesus – uanset, hvor vi geografisk er. I Matthæusevangeliet siger han: Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Det vil sige, at den Jesus, der opstod fra de døde er midt iblandt os.
Så siden pinsedag har vi haft et direkte fællesskab med den levende Gud ved Helligånden. Og så kan man måske lidt firkantet sige, at hvis vi ikke havde haft pinse, så ville jul og påske have været ligegyldige. Men fordi det blev pinse, så har julen og påsken noget med os at gøre.
Det er derfor vi trækker i den røde messehagel i pinsen, der symboliserer tungerne af ild, der satte sig på disciplene – og sætter sig på os – som gør, at også vi kan bringe det kristne budskab videre. Vi trækker i den røde messehagel, fordi den symboliserer kærlighed. Guds kærlighed til os, der gør, at vi aldrig i evighed er alene, for Gud er levende iblandt os ved Helligånden. Den kærligheds kraft, vi oplever, fordi det blev jul, påske og pinse, som viser, at kirken ikke er en lukket klub, men et åbent fællesskab i tro, håb og kærlighed.